Et godt sted at græde

Du har været ubønhørlig, April. En hård læremester. Og omsider er du ved at være forbi, og det er godt. For jeg er helt i knæ af at danse med dig. Så jeg er taget afsted. Ikke for at flygte, faktisk tværtimod. For at finde mit fodfæste igen. For at mærke efter. Og for at græde…

Nu sidder jeg her… på. 1. sal i et byhus i Ubby på Vestsjælland. Miriam havde hørt mit råb om hjælp, råb om at have et sted at tage hen et par dage. Og hende måtte jeg da gerne besøge, hvis det var? Og det var det. Selvom vi blot var på tantra-kursus sammen for 8 år siden en enkelt weekend, så stod hendes dør åben. Fantastisk at række ud og blive modtaget på den måde.

Udenfor holder regnen koncert på min rude. Regnen forsøger at få mig til at vande min sjæl, som vi gør, når vi græder. Men lige nu er der bare STILLE inden i. For første gang meget længe.

For I april kom jeg til at løbe så stærkt, at sjælen ikke kunne følge med. Og kroppen heller ikke. Sæt nu tempoet lidt ned, Elvirah…” forsøgte Livet at sige, men jeg hørte ikke efter. Så da jeg kørte galt med bilen 2. påskedag vidste jeg godt, at det var Livet, der forsøgte at ruske op i mig. Det virkede da også lidt, for alting går langsommere når man pludselig ikke har en bil, men kun en cykel…

For en måneds tid siden begyndte mit hår at falde af. Men det måtte da gå over, tænkte jeg… Det gjorde det bare ikke sådan lige… Så nu er jeg her for at være sammen med mig selv og alle de følelser, som jeg slet ikke har haft tid til at drage omsorg for. Sikke en dårlig mor, jeg har været for dem. Men nu – nu har jeg fundet et godt sted at græde.

Marts åbnede en dør til en ny og healende relation, som fik mig til at lyse op. For en stund. Indtil jeg indså, at den ikke kunne bære det, og så måtte jeg i april gå igennem den sorg, det var at give slip. Men sådan er det at leve livet med et åbent hjerte. Indimellem er livet virkelig lutter lagkage. Indtil lagkagen er spist op. Så er der en masse opvask, der skal tages. Men til gengæld går der ikke leverpostej i livet, når man har et åbent hjerte.

Sorg, vrede og frygt er vores læremestre hvis vi byder dem indenfor, når de vil os noget. Ellers dukker de uanmeldt op ligesom den 12. fe i eventyret om Tornerose, og forbander vores liv og forpurrer vores muligheder i det. Al den livsenergi, vi bruger på IKKE at mærke vores følelser og lære af dem kunne vi bruge meget mere konstruktivt. Fx på at være nysgerrige på os selv og undersøge hvem vi virkelig er (blevet). Og det kræver mod. Mod til at åbne skabene og se, hvilke spøgelser der gemmer sig. Men er der noget, vi vokser af som mennesker, så er det at gøre ting, der kræver mod. Så bliver vores frygt som oftest gjort til skamme. For frygt er et natdyr. Tåler dårligt dagens lys. Så snart vi lyser på den, kaster den ikke længere skygge i vores liv.

Tænk, så forunderligt det er, at livet giver mig lige præcis denne oplevelse mens jeg er ved at opbygge mit online kursusforløb ”Kæresteklar”. At jeg selv skal gå igennem denne helingsproces samtidig med mine kursister.

For det at blive klar til en kæreste indebærer også, at man får helet de sår, som aldrig rigtig er blevet helet, men som tiden blot har lagt skorpe på. Og det er altså ikke med en masse ar og sår i vores hjerter, at vi har det bedste udgangspunkt for at få en ny kæreste-relation til at lykkes.

Så hvad vil du? Vil du nøjes med leverpostej, eller vil du spise lagkage og risikere at tage opvasken? At leve med et hjerte, der kun står på klem, er det samme som at nøjes. Eller sagt på en anden måde: Man kan ikke vinde i lotto, hvis man ikke køber en lottokupon. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *