Har du også en forkert “dansepartner”?

Lørdag den 20. maj fik jeg et WAKE UP call. Et af de nødvendige af slagsen. Og et af dem, hvor jeg måtte give min mand en undskyldning bagefter. Og egentlig også min datter, hvis hun havde været lidt ældre.
Denne dag var jeg med min fordybelsesgruppe hos min underviser på kærlighedsterapeut-uddannelsen, Connie Kragelund. Og det var hende, der stillede mig de rigtige spørgsmål, så jeg indså, hvor langt ude jeg var. Den slags kærlige, kritiske spørgsmål, som det er så værdifuldt at kende nogen, der tør stille.

Vi blev bedt om at mærke efter, hvad vi havde behov for at få afklaring på/få skovlen under enten på det faglige eller personlige plan. Og disse planer hænger jo virkelig tæt sammen. Så for mig handler smerten i øjeblikket om kampen for synlighed. Det, at jeg igen føler mit flow blokeret og at jeg er nødt til at lægge usandsynlig mange kræfter i, for at verden ser mig. For at jeg kommer ud til de mennesker, som jeg er i stand til at hjælpe. Og det fornemmer jeg er virkelig mange. Derfor er frustrationen over ikke at nå ud til dem til at få øje på. Sagt på godt jysk.

Så da Connie nåede til mig i runden, handlede det til at begynde med om, hvad jeg allerede gør, og hvilke muligheder jeg ellers har. Men meget hurtigt kom det til at dreje sig om lige præcis den følelse, det hele handler om. Den følelse, der, når jeg ikke giver den lov til at være der (på det bevidste plan), tager over på det ubevidste plan og fører mig ind i det udmattende mønster jeg kender så godt. Følelsen er i bund og grund, at jeg ikke er helt god nok, ikke helt berettiget til at være her – så mønsteret er, at jeg er nødt til at gøre, gøre, gøre alt muligt hele tiden, så min eksistens alligevel er berettiget.

Med min rationelle hjerne ved jeg jo godt, at jeg selvfølgelig har lige så meget lov at være her som alle andre. Men nu er følelser jo som bekendt heller ikke særlig rationelle. Følelsen dukker stadig frem fra sit skjul engang imellem, og den er ligeglad med om jeg anerkender den. Den har rod i noget gammelt stads, som jeg har arbejdet med masser af gange, men som jeg tror, jeg bliver nødt til at tage en svingom med engang imellem resten af mine dage. Sikkert kortere og kortere danseture, efterhånden som jeg bliver bedre til at lægge mærke til, når jeg danser. For det er det, der skete denne gang. Jeg anerkendte ikke følelsen, jeg mærkede den slet ikke. Jeg mærkede mindre og mindre, for jeg blev optaget af alle de ting, jeg syntes, jeg hele tiden skulle have fra hånden: Luge bede i haven, almindeligt husarbejde, som i virkeligheden var nok til at fuldtidsbeskæftige 2 personer, og så det kæmpe projekt: bryllupskagebagning til 80 mennesker til min søster Agnetes bryllup i lørdags.

Så da jeg om aftenen på min søster Marias 18-års fødselsdag den 17. maj pludselig blev så svimmel, at jeg knapt kunne stå op, vidste jeg egentlig godt, at jeg var på vildspor. At jeg nok havde danset lidt for hurtigt lidt for længe uden pauser med min gamle dansepartner. Men det var først 3 dage senere, jeg var modtagelig for et wake up call.

”Hvordan ville det påvirke din og Finns relation, hvis nu Prinsesse Ida, hende der ikke behøver at være givende og gørende hele tiden, fik mere plads i dit liv?”

Slam. In my face. Tårerne løb ned ad mine røde kinder, der nu blussede efter slaget af de hårde ord, men også af skamfuldhed. For jeg havde ved Gud ikke været en særlig sød og kærlig eller lidenskabelig kæreste for den sags skyld de sidste mange måneder. For når jeg ikke kan finde ud af at lægge mig ud i hængekøjen og kigge op i det blomstrende æbletræ, eller bare sætte mig med en bog engang imellem, så bliver jeg overoptaget af at finde nye opgaver at kaste mig over. Men med mindre og mindre fokus og energi, og så bliver jeg træt, tvær og trist. Men også bebrejdende og beskyldende og martyragtig. Og hvor sødt og sexet er det lige? Min mand havde været meget overbærende og støttende i lang tid. Med Connies spørgsmål forsvandt skyklapperne pludselig fra mine øjne, og jeg kunne se mig selv udefra. Fra min mands sted, men også min datters. Hun har om nogen mærket min korte lunte og fået en hel del svar a la ”nej, mor er lige nødt til at ordne det her vasketøj nu”.

Så det var en kvinde med røde øjne og sort samvittighed, der kom hjem til sin mand: ”Undskyld, skat. Jeg har virkelig ikke været en særlig sjov kæreste at bo sammen med den seneste lange tid. Jeg skal nok sætte farten og ambitionerne ned, så du kan få en mere glad og sød kæreste”.

Han blev glad for min undskyldning. Kyssede mig kærligt og spurgte med glimt i øjet, om jeg ikke skulle til Connie igen i morgen? Når der nu kom en helt anden og dejligere Ida hjem til ham bagefter….
Så nu har jeg skiftet min dansepartner ud… Det er faktisk helt utroligt, så meget sjovere det er at danse med sin mand end med sit mønster. Jeg håber at spotte det noget før en anden gang. Og hvis ikke jeg selv ser det, så håber jeg, at min mand prikker mit mønster på skulderen og beder om at få sin (danse)partner tilbage.

Hvem danser du med?

En tanke om "Har du også en forkert “dansepartner”?"

  1. Kære Ida.
    Som altid rammer du hoved på sømmet på din egen og helt uhøjtidelige og nemt forståelige måde. Kender så udemærket selv til “dansen”, hvor man er ude af takt med omgivelserne og det/dem man helst vil danse tæt med.

    Dit skriv har endnu engang sat tanker igang. Rart med et wakeup Call engang imellem.

    Vi ses.

    Kh. Peter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *