Historien om en grim og usikker ælling, der blev til en smuk og stærk svane

Den 4. maj 1986 blev det første æg udklækket hos en andemor og en andefar i en middelklasse rede i Allerød. Ællingen kaldte de Ida. Ida havde et par gode år i den lune rede med sin mor og far, men pludselig en dag så Ida, at der lå 2 æg til i reden! Ida var meget optaget af at finde ud af hvem der var inde i æggene og om hun kunne lege med dem. Andemor lå bare og rugede på reden i en evighed og hendes far havde nok at gøre med at skaffe føde til andemor og lille Ida og gøre reden ekstra fin og klar til de nye ællinger.

Da Ida var 2 år og 4 måneder klækkede æggene endelig, og ud af det ene æg kom der en lille ællingesøster og ud af den andet æg kom der en lille ællingebror. Nøj, det var spændende, men nu var der også lidt mere trangt i reden, kunne Ida godt mærke. Ida syntes det var vældig fornøjeligt at være blevet stor ællingesøster til de små dunede ællinger, men de var også lidt svære at lege med. Ida blev rigtig god til at finde på lege alene, det var også som om der kom lidt mere ro i reden, når Ida gjorde sig usynlig og klarede ting selv. Andemor og andefar havde nok at gøre med at made de to små dunbolde og holde reden ren. De små ællinger kunne ikke finde ud af at gå uden for reden og lave klatter, men det lærte Ida hurtigt. Ida blev også god til at hjælpe til og finde ud af hvordan hun gjorde mest nytte. Hun brød sig ikke om at andefar og andemor begyndte at skræppe mere og mere ad hinanden, men det gjorde de. En gang i mellem hakkede de også ud efter hinanden. Det kunne Ida slet ikke lide. Så hun forsøgte at være sød og nem og hjælpe så meget hun kunne, så der ikke kom så meget ufred i reden. Der var heller ikke rigtig andre, der hjalp den lille andefamilie, selvom der vistnok var en del onkler og tanter, men andefamilien holdt sig meget for sig selv.

Efterhånden som de små ællingesøskende blev større blev de også nemmere at lege med. Nu havde Ida dem tit med på tur ud i andegården og lege, og de kunne også vældig godt lide deres store ællingesøster.

På et tidspunkt begyndte Ida at gå i ællingeskole. Der skulle hun sammen med en masse andre ællinger hun ikke kendte blive dygtig til at svømme, snadre, finde mad og pudse fjer.

Ida kunne godt lide at komme lidt væk fra reden nogle timer hver dag, men synes det var lidt svært at finde venner. Hun følte sig forkert i forhold til de andre. Hendes fjerdragt var også tit lidt nusset i forhold til mange af de andre ællingers og det blev der lagt mærke til. Idas mor og far gik ikke så meget op i at se fin ud. ”Det er det indre, der tæller”, sagde de. Og så måtte Ida finde sig i at høre mangen kommentarer om sin fjerdragt fra de andre ællinger. ”Har du glemt at tage natdragten af, ” rappede de ondskabsfuldt nogen gange. Ida ville så gerne være lige så fin i antrækket som de andre ællinger, men det krævede både tid og penge at se sådan ud, sagde hendes forældre, og vi har hverken meget tid eller mange penge. Ida sukkede og dukkede sig, når de andre ællinger rappede om hende til hinanden. Nogen venner havde Ida da, men følelsen indeni af at være forkert og ikke så meget værd som de andre blev ved med at være der og den blev særligt slem da Ida begyndte at få voksenfjer og blive større og lidt kluntet af udseende. Nu blev det endnu sværere for Ida at være i ællingeflokken, de andre ællinger rottede sig sammen mod Ida og blev ondskabsfulde. De lavede sågar en hadeklub mod hende, fordi den populære ælling i skolen blev sur, da Ida en dag havde været så heldig at finde nogle af de samme fjer, som dem den populære ælling gik med. Hende skulle Ida i hvert fald ikke prøve at efterligne!

Samtidigt var det slet ikke til at holde ud at være hjemme i reden. Ida var ikke nogen lille ælling mere og hun begyndte at tænke meget over livet og hvem hun var. Andemor lod hende bare ikke i fred, hun rettede på hende hele tiden, og syntes bare at Idas ideer var underlige. Andemor ville helst, at Ida ikke ændrede sig, men det var bare umuligt for Ida, for hun var bare ikke en lille ælling mere. Ida savnede sin mor, men alt hvad hun fik var bare skræp og hak for nu at have sine egne synspunkter. Ida blev en mere og mere trist ælling, og ind i mellem syntes hun, at hun dog vitterlig var så grim, uduelig og uelskelig, at hun måske ikke skulle leve mere. Nogle gange hakkede hun sig selv til blods, fordi hun var så ked af det hele. Hun ønskede inderst inde, at der var nogen der så det størknede blod på hendes vinger og forstod, at hun i den grad havde brug for nogen, der tog hende under sin vinge, så hun kunne føle sig tryg og holdt af.

Sådan var de sidste år af Ællingeskolen. Heldigvis var der en gammel and, som Ida begyndte at søge tilflugt hos, når hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv. Han var ligesom Ida vældig glad for musik og tog gerne Ida med til frøernes kvække-koncerter om aftenen i andre moser. Det var helt fantastisk!

Efter sommeren begyndte Ida i Skolen for Ungænder. Hun valgte med vilje en anden skole lidt længere væk, så hun slap for at gå sammen med de snadre-tanter til klassekammerater, hun havde haft i Ællingeskolen. Det var rigtig, rigtig godt for Ida. Hun fik nye venner og hun begyndte også for alvor at tjene sine egne penge ved at gøre andre ænders reder rene rundt omkring. I de sidste år på Skolen for Ungænder havde Ida nok jobs til at hun kunne flyve fra reden og flytte ind i sin egen lille rede.

Ida kunne endelig slappe af og være sig selv. Men indimellem fik hun nogle underlige anfald, hvor hun blev bange og næsten ikke kunne få vejret. Det stod på i et flere år, men langsomt blev de sjældnere og sjældnere.

Inde i Ida boede en længsel efter at forstå sig selv og blive klog på hvordan hun kunne få det bedste ud af livet. Hendes nysgerrighed førte hende gennem adskillige kurser og uddannelser som var med til at transformere hendes knubs igennem livet til hendes styrker.

Heldigvis havde hun også mødt en sød andrik, som var meget glad for hende. Ida var også meget glad for ham, selvom han var betydeligt ældre end hende. Hans fjerdragt var stadig utrolig smuk og hans sind var så kærligt og lyst, at Ida ikke kunne andet end at holde umådelig meget af ham. Dog forsøgte hun at holde igen i relationen, selvom kærligheden var stor og smeltede hendes lille andehjerte hver gang hun så ham.

Hvorfor så denne tøven? Jo, den skønne andrik havde faktisk allerede en familie og 4 ællinger. Men han havde det ikke godt hjemme i sin rede. Og selvom Ida fortalte ham, at det altså ikke skulle være ham og Ida, så insisterede han på at flytte fra sin rede. Han kunne ikke længere leve videre med så stor en længsel i sit hjerte. Han måtte ud i verden og give livet mulighed for at opfylde hans længsel efter nærvær og samhørighed med en anden hun-and.

Ida prøvede at holde fast i sin beslutning, for hvad var lige chancen for at det kunne blive godt mellem dem med så stor aldersforskel? Idas hjerne fortalte hende, at det aldrig ville gå, og at hun bare ville blive ulykkelig. Men til syvende og sidst kunne Ida ikke blive ved med at overhøre sit hjertes insisterende sang og Ida måtte give efter for kærligheden, selvom den så ganske aparte ud i forhold til hvordan Ida havde troet, den ville se ud. Men hvad så? – hun havde dog trods alt også lært af sine forældre, at det er det indre, der tæller, og det måtte hun dog så give dem ret i her.

Kærligheden fra Idas andrik var som salve på hendes forrevne hud og sjæl. Han så det før hende selv og fortalte hende hvad han så: At hun var blevet en smuk, ung svane. Ida kunne først ikke selv se det, han så i hende, men med tiden kunne hun selv se det mere og mere; hun var ikke længere en pjusket, kluntet ælling, men var godt på vej til at blive en køn, voksen svane.

Kærligheden voksede og voksede mellem dem, og de fandt snart det dejligste sted at bygge rede. Et gammelt hus på landet, hist hvor vejen slår en bugt, – og siden blev de skam også hr og fru. På et tidspunkt blev de også forældre til en nuttet lille hun-ælling, som endnu har reden for sig selv sammen med sin mor og far. Men hvem ved – måske kommer der snart endnu et æg i reden.

Ida gik en dag ned til søens blanke vand og inden hun tog sig sin morgensvømmetur kiggede hun en stund på sit eget spejlbillede, tænkte på reden derhjemme med den andrik, der havde set hendes indre svane og fået den til at folde sig helt ud. Og hendes hjerte jublede: ”Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var en grim ælling”.

Fornøjet hoppede hun ud i det friske, klare vand og tænkte, at om hun mødte ællinger eller andre svaner, ville hun hjælpe dem til at se hvor smukke de var, hvis de ikke selv kunne se det.

2 tanker om "Historien om en grim og usikker ælling, der blev til en smuk og stærk svane"

  1. Kære Ida.
    Sikke en smuk og rørende historie. Den vækker minder fra min egen ællinge rede, med andemor og andefar og to mindre ællinger af samme kul.

    Har vidst nævnt det for dig før, men gør det gerne igen – Jeg er vild med dine skriv her på hjemmesiden. Pænt pakket ind i humor og eventyrlige forklædninger er de bare spot on! Du rammer præcis hovedet på sømmet. Godt verden har sådan nogen som dig!!

    Kh. Peter C.

    1. Tusind tak, kære Peter! Dejligt, de kan bidrage med noget godt og tak for at fortælle mig det! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *