Opgivelse er kærlighedens sorte engel

Der er to grundlæggende kræfter i verden.

Den ene er Kærlighed. Også kaldet ”Det Gode”. Ét af kærlighedens mange ansigter er tillid. Når vi er tillidsfulde føler vi os beskyttede og vi føler os trygge – og det gør os modige, så vi tør træffe store beslutninger i livet. Vi læner os ind i en viden om at skulle vi falde, så er der nogen der har spændt et sikkerhedsnet ud under os. Vi har en fundamental følelse af at være værdige til at opleve gode ting – og vi forventer det faktisk. I min terminologi kalder jeg det at leve fra en høj vibration. Kærlighed er nemlig den højeste følelse, tilstand om du vil, vi kan leve livet ud fra.

Vi kan i perioder have en oplevelse af at kærligheden er væk, at livet ikke griber os i vores fald. Men i virkeligheden er kærligheden ikke væk. Den er det eneste konstante, der findes. Det er vores tillid til kærligheden, der forsvinder. Det er så at sige OS, der fjerner os fra kærligheden, ikke omvendt. Men eftersom at vi oplever os selv som centrum for universet, så tror vi, at det er kærligheden, der forsvinder ud af vores liv, når vi oplever voldsomme ting.

Men til hver en tid kan vi vælge, om vi vil være tillidsfulde. Uanset hvor meget modgang, vi synes livet disker op med, har vi altid det valg at være tillidsfulde – eller det modsatte: frygtsomme.

Hvis vi insisterer på at vælge at være tillidsfulde, også selvom vi har oplevet noget, der gør os usikre, måske ligefrem noget, der har traumatiseret os, så VIL vi lande på benene igen. Vi kan nemlig lære at vælge vores følelser. Eller – jeg vil hellere sige det på den her måde: vi kan lære at tage hånd om vores brogede følelser som om de var små urolige børn. Og se så hvad der sker! Så mildnes de og holder op med at skrige og skråle.

Så man kunne fristes til at spørge: Er der en voksen til stede?

Er der en indre voksen til stede i dig, der venligst vil tage sig af alle de frygtsomme, urolige indre børn, som de her følelser i bund og grund er – og give dem lidt omsorg, trøst og … kærlighed?

Men hvad sker der monstro så, hvis der IKKE er en voksen til stede?

Hvad sker der, hvis de her bange følelser ikke får den portion kærlighed, som de i bund og grund har brug for? Hvad sker der, når børn får lov til at skrige, og ingen voksne tager sig af det?

Så opgiver barnet.

Barnet opgiver at få sine behov opfyldt. Det opgiver at kæmpe. Det opgiver tilliden til at det nytter noget at give udtryk for sine behov. Det opgiver tanken om at det fortjener kærlighed.

Og på et dybt plan beslutter barnet sig for ALDRIG at forsøge at forvente noget igen. Eller give udtryk for behov. I nogle tilfælde holder det nærmest op med overhovedet at HAVE behov. Det lukker sig om sig selv.

 

Mens jeg skriver dette, kan jeg faktisk fysisk mærke denne dybe sorg, der ligger bag denne opgivelse hos barnet. Mærker det som en knude i solar plexus, tyngde i brystet, klump i halsen…

Og det er for voldsomt for barnet at mærke så stærk en sorg – og også angst for ikke at overleve, som opgivelse også i bund og grund er forbundet med. Som børn er vores overlevelse jo virkelig truet, hvis der ikke er nogen, der tager sig af vores behov.

Opgivelse er derfor også en biologisk proces, hvor kroppen forbereder sig på at dø. For at spare på ressourcerne skruer systemet helt ned for livsenergien. Det parasympatiske nervesystem tager over og gør os apatiske og fraværende. Traumet har sat sig på tværs og gør os mindre i stand til at lukke kærligheden ind. Ikke fordi den ikke er der, men fordi vi har opgivet den. Når vi lukker af for at mærke sorgen og angsten, så har vi også lukket af for at mærke kærligheden.

Når vi ikke kan mærke kærligheden, så er det svært at tro på den. Så tror vi mere på kærlighedens modsætning, frygten, for den sidder dybere i os end kærligheden. Man kan sige at vi er blevet indkodet til at frygte fremfor at elske. Måske lidt sat på spidsen. Men der er brug for at installere et godt virusprogram, hvis vi igen skal opleve kærligheden, så vi for alvor kan mærke den.

Og hvordan ved du så, om du har opgivet kærligheden, tænker du måske?

Stil dig selv følgende spørgsmål her et ad gangen og læg mærke til det umiddelbare svar og hvilke fornemmelser der kommer i kroppen. Notér dem gerne ned. Her kommer spørgsmålene:

  1. Tror jeg på, at der er en mand/kvinde, der kan elske mig ubetinget som den jeg er?
  2. Tror jeg på, at jeg kan finde én, jeg ønsker at dele livet med?
  3. Fortjener jeg at være lykkelig?
  4. Har jeg opgivet kærligheden?
  5. Ønsker jeg at komme til at opleve mere kærlighed i mit liv?

 

Hvis du svarer nej til de 2 første, og ja til de sidste 2 spørgsmål, så kunne det give god mening at få hjælp til at komme ud af opgivelsen, ændre din programmering, så du igen kan åbne op for at mærke kærligheden i dit liv. Den er nemlig ikke forsvundet, men hvis du har lukket af for at mærke den, kan det jo føles sådan. Den gode nyhed er så bare, at det er DIG, der har tryllestaven. Og jeg vil gerne hjælpe dig med at svinge den: Sesam, sesam, hjerte luk dig op for kærligheden igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *