Seksuel sundhed – til skoler

Hvad er seksuel sundhed?

Ifølge WHO er seksuel sundhed en tilstand af fysisk, mental og social trivsel relateret til seksualitet. Det kræver en positiv og respektfuld tilgang til seksualitet og seksuelle forhold, såvel som muligheden for at have sikre seksuelle oplevelser, fri for tvang, diskrimination og vold. I forhold til seksuel sundhed er der således fokus på seksuel trivsel i alle livets faser, udover fokus på reduktion af sygdomme og uønskede graviditeter.

Seksuel sundhed er således meget mere end at undgå kønssygdomme og graviditet. Og i vores del af verden er der andre aspekter af seksuel sundhed, som er mindst ligeså vigtige at uddanne de unge i. Nemlig den psykiske del.

Den seksuelle trivsel har stor betydning for det generelle velbefindende. En rapport fra 2010 viser, at 90 procent af voksne danskere mener, at de oplever sexlivet som vigtigt eller meget vigtigt for deres trivsel.

For at udvikle et tilfredsstillende sexliv er det efter min mening helt afgørende, at den unge udvikler et kærligt forhold til sin krop, dvs lærer at lytte til sin krops signaler, der fortæller den unge om sine grænser, at den unge får et sprog til at kommunikere grænserne ud, lærer at modstå gruppepres, og sidst men ikke mindst: at den unge lærer at hensynet til egne grænser er vigtigere end hensynet til andres forventinger.

Sex bliver aldrig sundt og givende, hvis sex kommer til at handle om at tilfredsstille den andens behov. Psykisk sund sex handler om at man mestrer disse helt basale færdigheder i at kunne mærke sine behov og kommunikere dem ud til sin partner. Sådan skaber vi fundamentet for at sex kan være sjovt, udviklende og givende og det er netop dét, ønsker jeg at uddanne de unge til.

Derfor har jeg udviklet et undervisingsforløb til unge fra 8-10. kl, Sex-Love-Harmony, som du kan læse mere om her på siden.

Forløbet opfylder de fælles kompentence- og færdigheds-/vidensmål (efter 9. kl.) for køn, krop og seksualitet under det obligatoriske emne i folkekskolen: Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Disse mål er:

  • eleven kan vurdere normer og rettigheder for køn, krop og seksualitet i et samfundsmæssigt perspektiv
  • eleven har viden om kulturelle og sociale normer og idealer for køn, krop og seksualitet.
  • eleven kan diskutere seksuelle rettigheder i DK og globalt.
  • eleven har viden om rettigheder relateret til krop, køn og seksualitet og familie.

Forløbets øvrige målsætning kan du læse mere om under beskrivelsen af Sex  Love Harmony’s opbygning.

For 7. klasse tager jeg også ud og afholder seksuel sundhedsoplysning, som dog er en mere light version. Her taler jeg med de unge om forskellen på sex og porno, hvad en god første gang er, og svarer på anonyme spørgsmål om alt det, deres hoveder er fyldt med.

Jeg foretrækker på 7. årgang at undervise drenge og piger adskilt. Det giver den bedste dynamik og åbenhed. Specielt for pigernes  vedkommende.